Menu
Artikel 21 i EU’s whistleblower-direktiv fastsætter foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere mod repressalier. I artiklens stk. 2 fastslås det, at personer, der indberetter oplysninger om overtrædelser eller offentliggør oplysninger. I overensstemmelse med dette direktiv anses ikke for at have overtrådt nogen begrænsning for videregivelse af oplysninger og pådrager sig ikke noget ansvar af nogen art. Explicitly i forbindelse med en sådan rapport eller offentliggørelse. FDesuden at de havde rimelig grund til at tro, at rapporteringen eller offentliggørelsen af sådanne oplysninger. Det var hovedsageligt nødvendigt for at afsløre en overtrædelse i henhold til dette direktiv. Stk. 4 og 7 i samme artikel indeholder den samme betingelse om nødvendig rapportering eller offentliggørelse.
Det er yderst vigtige beskyttelsesforanstaltninger for de indberettende personer, som er blevet yderligere betinget i direktivets endelige tekst. Derfor er det vigtigt for en rapporterende person at benytte sig af disse beskyttelsesforanstaltninger. Det er ikke tilstrækkeligt at rapportere oplysninger om overtrædelsen i overensstemmelse med betingelserne i artikel 6 i direktivet. Derudover skal den indberettende person med en vis grad af sikkerhed kunne bevise, at det var nødvendigt at indberette eller offentliggøre oplysningerne for at afsløre bruddet.
Rapporteringspligtige skal derfor skelne mellem oplysninger om overtrædelser. Som er nødvendige for at afsløre bruddene, og som ikke er nødvendige for at afsløre bruddene. Endnu en gang er forskellen alt andet end ubetydelig. Hvis en indberetter indberetter oplysninger om et brud, som var relevante og nyttige, men ikke nødvendige, kan han eller hun pådrage sig ansvar for at videregive sådanne oplysninger.
I den foregående blog blev det fremført, at direktivet tilsyneladende opdeler personer, der indberetter i god tro, i grupper med “mere” og “mindre” god tro. Sidstnævnte er udelukket fra beskyttelsesforanstaltningerne. Men selv for de “mere” indberettende personer i god tro er beskyttelsesforanstaltningerne alt andet end selvindlysende i henhold til direktivet. EU’s whistleblowinglov fastsætter en yderligere betingelse for whistleblowerens beskyttelse mod repressalier. Som vedrører de oplysninger, der rapporteres eller offentliggøres af en rapporterende person. Denne betingelse var ikke inkluderet i direktivets forslag og fandt en måde at snige sig ind i den endelige tekst.
I henhold til definitionen i direktivets artikel 5, stk. 2, betyder oplysninger om overtrædelser oplysninger om faktiske eller potentielle overtrædelser. Som har fundet sted eller med stor sandsynlighed vil finde sted. Det er imidlertid ikke nok i henhold til direktivet at rapportere eller offentliggøre sådanne oplysninger i “mere” god tro. Rapporteringen af sådanne oplysninger skal være nødvendig for at afsløre bruddet.
Nødvendigheden af rapportering eller offentliggørelse fremgår af artikel 21. Derudover hæves den i forvejen meget høje tærskel for, at indberettende personer kan benytte sig af beskyttelsesforanstaltningerne. Medlemsstaterne kan dog stadig vælge en mere effektiv beskyttelse mod repressalier og indføre betingelser for beskyttelsesforanstaltningerne, der er mere gunstige for de indberettende personer end dem, der er fastsat i direktivet.
Har du flere spørgsmål om beskyttelse af whistleblowere? Kontakt os for at høre mere om vores gratis whistleblowing-løsning til virksomheder med mindre end 250 ansatte. Betaler du allerede for din whistleblower-platform? Vi kan hjælpe dig med at skifte!